Honningbarna

(danish)

Vrede unge nordmænd satte gang i publikum med effektiv, lettere monoton punk

Det norske band Honningbarna har i hjemlandet gjort noget nær kometkarriere. De har blot halvandet år efter deres dannelse formået at spille på store norske festivaler som Øya, by:larm, Hove og Norwegian Wood, de har vundet NRK's musikkonkurrence Urørt, de har fået fremragende anmeldelser, denne sommer skal de spille på 22 (!) norske festivaler, de har allerede besøgt Spot, de skal spille på Reeperbahn Festival i Hamburg, og så har de også lagt vejen forbi Roskilde Festival – og ankom i øvrigt til Roskilde i sejlskib.

Kristiansand-gruppen består af teenagere, der spiller punk, og så er det jo oplagt at sammenligne dem med et band som danske iceage, der også har oplevet voldsom hype på ingen tid. Koncerten skulle dog hurtigt vise, at Honningbarna besidder et ganske anderledes udtryk end iceage.

Honningbarna er nemlig et langt mere publikumsvenligt band end iceage, disses kvaliteter ufortalte. Deres tekster er på norsk og let opfattelige, i hvert fald hvis man er velbevandret i norsk med sydnorsk dialekt (hvilket undertegnede ikke er), gruppen ligner nogle, der godt kan lide at stå på en scene og ikke har noget imod at se publikum i øjnene, og så kan de faktisk godt spille - dog ikke mere perfekt, end at det stadig kan kaldes punk.

Teksterne er i bedste punktradition samfundskritiske og aggressive og beskriver ofte samfundet fra den vrede unge teenagers synsvinkel, hvilket også kommer til udtryk i sangtitler som "Borgerskabets Utaknemmelige Sønner", "Til Ungdommen" og "Den Eldre Garde", men Honningbarna har også en støttesang til Palæstina på programmet – og meget mere.

Som sagt kan Honningbarna godt spille, og kan – eller vil – deres forsanger Edvard Valberg måske ikke synge i traditionel forstand, så er hans vrængende og råbende vokal velfungerende i Honningbarnas aggressive udtryk. Han spiller derudover også et så lidt punket instrument som cello – ikke virtuost, men okay, ofte i sangenes omkvæd, hvor han høvler løs på instrumentet, mens han i versene ofte står og svinger halsbrækkende rundt med celloen. Samtidig med at han ligner en stor skoledreng eller Harry Potter i et kort brilleløst øjeblik, iført pullover, skjorte og slips og et ungdommeligt og uskyldsrent ansigt, der udgør noget af en kontrast til musikken.

Punk med guitarsoloer

Omkring sig har Valberg fem musikere: To guitarister, bassist, trommeslager og også en keyboardspiller. Altså en større og mere alsidig forsamling end de fleste punkbands, og det gav et nuanceret musikalsk udtryk, hvor der ligefrem var plads til et andet anti-punket-indslag, nemlig guitarsoloer – om end nogle korte nogle af slagsen.

Tempoet var også højt – det gik over stok og sten, og i løbet af gruppens 45 minutter lange koncert talte jeg 13 sange, hvoraf kun det allersidste ikke havde foden på speederen. Publikum, hvoraf en stor del tydeligvis var nordmænd, og mange kunne synge med på sangene, var godt underholdt, og det var jeg egentlig også, selvom mange af sangene mindede temmelig meget om hinanden.

Undervejs fik vi en coverversion – igen af noget ikke-punket, nemlig Laid Backs "Sunshine Reggae", som gruppen havde sat markant op i tempo og pillet reggae-elementerne ud af (reggae og punk kan ellers gå udmærket sammen, bare spørg The Clash og talrige britiske ska-bands). Sjovt nok havde gruppen dog ikke fået indøvet versene – som ellers minder meget om omkvædene – så sangen bestod af omkvæd, omkvæd, omkvæd. En anelse fesent.

Alt i alt var det dog en fornøjelig, herligt aggressiv, om end musikalsk lettere ensformig koncert, hvor et navn som Skambankt melder sig som en mere relevant sammenligning end iceage. Nu skal jeg lige have fundet ud af helt præcist, hvad det var, de sang om... - gaffa.dk, from Roskilde Festival

Honningbarna for president - Mads Borch Bugge, head of music NRK P3, via Twitter

Honningbarna = a little like Gallows, but from Kristiansand. And another proof that the rage is coming. Southern norwegian punk in my heart.
- Per Sinding Larsen, SVT, via Twitter

...but hotly tipped Honningbarna are far more in tune with the tumultuous state of my bloodstream. Yet to sit their Sixth Form exams, the teenagers storm through a vicious set, frontman Edward Valberg a convulsive mixture of Paul Weller and Ian Curtis. Even from behind his band's gimmick, a cello, he screams with a righteous, bug-eyed fury, his bow threatening to damage photographers' lenses. I'm going to need another drink. Another drink and a sit-down. - The Quietus, from Pstereo Festival

...Among the first acts on are Norway’s most exciting new band, Honningbarna, fronted by a cello-playing teenage vocalist. This young five piece punk outfit look and sound amazing, their stage presence even eliciting a response from the country’s typically reserved crowds... - clashmusic.com, fra Pstereofestivalen